Vi skal åbenbart have gråvejr! Det har sneet hele formiddagen og temperaturen er på vej op.

Vi vælger at køre en lang tur i dag. Bo kører med 5 hunde og Sus med 3 samt et kamera. Når vi kører uden sammen, har vi fundet frem til, at den bedste køreoplevelse og ikke mindst køreglæde fås ved, at Bo kører med 5 hunde. Hvis vi kører med hver 4 hunde kører jeg enten fra Bo eller ligger oppe i r.... på ham, hvis jeg ligger bag. Hundene har noget mindre at trække, når jeg står på slæden. Tre hunde er derfor helt perfekt.

Turen i dag blev kørt på en nyanlagt rute i "Gamla Skogen", og den er ret hård. Ud går det snapt, da det går nedad mod søen Lossen, og op igen  bliver det hårdt. Hundene får virkelig lov til at arbejde. Hjemme igen har vi tilfredse og trætte hunde - der er ro i hundegården lige nu. Kun hvalpene leger og undrer sig over, hvorfor Tir og JarJar ikke gider.

Tror, at Tir går i løbetid, når vi kommer hjem - hun flirter vildt med Jabba i den anden hundegård.

Undervejs skal Tirs ene kobler justeres - rart med et hvil. Længere fremme bytter Bo Jabba ud med Tir i lead, da han efter 12 km bliver lidt ukoncentreret. Ingen grund til at fortsætte med ham foran. Freja og Tir kører de sidste kilometer hjem. 

"I første omgang kan man godt, på grund af hundenes hylen, overhøre en anden lyd. hundeførerens beroligende ord til hundene: Rolig, det var godt, sådan, er du klar? Mange gode mushere tilbringer meget af dagen med at kommunikere med deres dyr med lyde eller berøring. På den måde bliver hundene fortrolige med stemmen eller muskeltrækningerne, kropssproget og humørsvingningerne, der kendetegner det menneske, der er deres gud."

Ståååå..... og smiiii...l.....!! Det kan lade sig gøre. På vej hjem efter en god lang tur, er det rart med et pusterum.

Riis og Opal arbejder støt og roligt i et meget konstant tempo - utroligt at de snart 10 år gamle og med rigtig mange kilometer i poterne, stadig har samme entusiasme mht. at trække og løbe foran slæden. 

"Okay, venner, lad os komme af sted:

Hundene haler slæden i gang, Aliy hjælper til ved at skubbe. Vinden rammer den blottede hud, indersiden af næsen bliver hård af et tyndt lag is, isskæg begynder at dannes i hundenes lådne ansigter, Aliys øjne svider og blinker mens hun holder udkig efter afmærkninger og efter tur gransker sine tolv resterende hundes fodskifte.

Hendes pandelampe kaster en smal lysstråle ud i ødemarken mens månen fra søen, der venter forude, får bjergene i det fjerne til at skinne og glitre hvidt.

Og sådan gentager det sig, uden ophør, gennem de korte dage og de lange mørklilla nætter."

Næste dagbogsblad >>> Her