Dagbog

Lørdag d. 4. februar


Når jeg skriver dagbog, lader jeg mig ofte inspirere af en bog. Denne gang er det "Alene i Yukon" af John Balzar, som bliver læst for 3. gang. På dagbogsbladene vil der undervejs være citater fra bogen.

Endelig bliver det lørdag d. 4. februar, hvor vi kan pakke bilen med hunde, slæder og grej til 14 dage i Sverige.  Selvom vi har haft herligt slædehundevejr i Danmark siden juleferien, er det nu, det rigtige slædehundeliv skal leves. Vi glæder os til at tilbringe så mange timer som muligt sammen med hundene. - til hverdag er der andre ting, vi behøver at forholde os til - nu er det bare hundene det drejer sig om!

Vi aftaler at følges det første stykke igennem Sverige med Steven og Jan, kennel Krøllebølle.

Første stop er hos Henning og Marie Schnoor, hvor der skal hentes nye seler til Tir og Duke. 

Andet stop er ved Ödsmålbron, hvor vi holder en længere pause -  hundene bliver luftet, strækker ben og får vand og godbidder.

Ödsmålbron er i øvrigt dér, hvor vores gamle Nissan endeligt stod af

på vej hjem for to år siden, efter at have kæmpet sig vej fra Mora med et smadret topstykke. Vores "Nye" Peugeot Boxer forventer vi os både lidt mere stabilitet og meget mere komfort af. 

Bilen er pakket med det allermest nødvendige: 

Slæder, 40 kg Hike, adskillige kilo fersk laks og hakket kød og fedt

Spåner til hundeboksene

Hundemedicin-kassen

Hundesokker i flere størrelser

Seler og andet til slædekørsel

Varmt tøj og fodtøj til os

Maden køber vi i Sverige - vi har erfaring for, at det ikke kan betale sig at proviantere hjemmefra - och det är högst trevligt at handla i Funäsdalen - vi kännar os hemma här!!

Dagens tredje og sidste stop er hos Lotta och Peter Antoniusson - kennel Fenrisulven, hvor vi overnatter. Det er rart ikke at skulle køre det sidste stykke fra Sälen til Funäsdalen om natten. Vejene er isede, der er kommet ny sne, og når man er træt, er det ikke sagen at køre dette stræk på 3-4 timer. Vi vælger derfor at besøge  gode venner, der byder på både rart selskab og kanon god mad: Elgkød i Tortillas - uhm.... "det smager bare SÅ godt"!

Søndag morgen, inden vi drager videre, hilser vi på kennel Fenrisulvens hunde - det er sjovt at se, hvor meget Tir ligner sine søskende. De er meget lig hinanden, og deres far Alka Shan's Zephir slår igennem på alle hvalpene. 

 

"Mush -on........ er hundeførernes udgave af den fransk-canadiske førers "marche on" - gå frem - deraf kommer også verbet, der bruges i Alaska "mush", som betyder at rejse med hundeslæde."

Næste dagbogsblad >>> Her


 

Kennel Ulvedalen

v/ Susan Hansen og Bo Petersen, Fælledvej 4, 4281 Gørlev

+45 59 50 20 54
SH